Da jeg som ca 10-årig faldt for vikingetiden og den nordiske mytologi var jeg ikke klar over, hvor meget den ville komme til at fylde i mit liv.
Min mor tog mig dengang med til Frederikssund, hvor vi så vikingespil. Sagnene og Danmarks historie blev vækket til live. Jeg elskede at se det og besluttede allerede den gang, at det var noget jeg også ville/skulle gøre, med mine kommende børn. Og allerhest ville jeg være en del af forestillingerne.
Min mor har arbejdet på Nationalmuseet og vi har brugt adskillige timer, både dér og på andre museer, så historie har altid været en del af mig. Hendes intersse og nysgerrighed vedrørende den nordiske mytologi smittede også af på mig.

Som 25-årig blev jeg mor, jeg boede så langt fra Frederikssund, at jeg ikke kunne overskue at deltage i vikingespillet, men se det, det skulle vi! Hvert år så vi det, indtil Emma-Luna og Carl-Emil, der kom til, da jeg var 29, var gamle nok til at overkomme den lange transporttid med tog og bus, mellem Herlev og Frederikssund.
Foruden at se vikingespillet i Frederikssund hver sommer, forsøgte jeg at komme besøge så mange markeder som muligt. Når vi var der drømte jeg altid om også at blive en del af det. Bo i telt, gå i vikingetøj, lære at fægte, og bare nyde livet, væk fra en hverdag der ellers kan være meget hektisk.

I dag har jeg opnået meget og opfyldt nogle af mine drømme. Jeg er med i Frederikssund Vikingespil, sammen med mine børn (når det passer ind i deres liv, de er ikke helt små mere og har meget selv at skulle have sagt). Jeg har mødt en fantasktisk mand, der også er en del af den moderne vikingeverden. Vores forår bliver brugt på forberedelser til sommerens markeder, og øvning på vikingespillets sommerforestilling, sommeren bliver brugt på vikingespillet og i telt på diverse markeder. I efteråret runder vi de sidste markeder af og forberedelser til kommende markeder begynder allerede igen. Vinteren bliver hovedsagligt brugt på flere forberedelser og tøjsyning, men også på planlægningen af sommerens "togter".

Jeg elsker at være viking. Elsker mit vikingetøj! Og nyder estitikken! Jeg elsker de spændende mennesker jeg møder og de fantastiske venskaber der opstår! Jeg føler mig fri og hel, som viking!


Jeg kan kun anbefale at kaste sig ud i det, hvis det er noget der trækker/lokker!


03-10-17