Coronaen hærger stadig i både ind- og udland. Vi bliver nødt til at tilpasse os og overholde diverse retningslinjer. I forbindelse med bryllupper mm er der nu et forsamlingsforbud på 50 personer. Længe overvejede vi hvordan vi skulle gøre i forhold til vores håndfæstelse.
Vi kunne vælge at udskyde helt. Men det ville betyde, at den drøm jeg bogstaveligt talt havde haft for ca 5 år siden ville briste, for da havde jeg drømt at vi skulle håndfæstes lørdag den 8. august 2020. Og da det så viste sig rent faktisk at være en lørdag i virkeligheden, blev planerne lagt.
Vi kunne også vælge at udvælge de 48 personer vi helst ville se. Men det gav straks nogle helt andre udfordringer; for hvem skulle vi vælge fra?
Slutteligt kunne vi vælge kun at tage vores søskende og forældre med. - I så fald ville vi blive 30 personer. På den måde valgte vi ingen venner fra. Kun et vennepar ville blive inviteret, da han skulle fotografere og hun bage/bringe kagen.
Vi valgte den tredje løsning. Jeg kunne ikke give op på datoen og jeg kunne og ville ikke vente længere med at se min vielsesring, som jeg ingen idé havde om hvordan så ud, for Kenneth havde fået frit valg på design. Kun at den var sølv havde jeg haft indflydelse på!