Mange steder, hvor børnene havde mulighed for at røre, interagere og hvor dialogbaseret undervisning var bærende elementer, afsluttede forløbene med børn der ville høre/opleve mere. Hvorimod de forløb der hovedsageligt bestod af begrænsninger, i form af montre og reb børnene skulle holde sig inden for og hvor formidleren/underviseren talte et meget akademisk sprog, afsluttede forløbene oftest med at der blev sagt noget i retning af ”Jeg tror vi stopper nu, det lader til I er trætte og trænger til noget at spise og noget frisk luft.” Og der blev tit suppleret med, til lærerne, at det lod til at eleverne var begyndt at være lidt ukoncentrerede.
Jeg har altid troet på at elevinddragelse er vejen frem og dette bekræftede blot min egen praksis. Dog kan jeg ikke lade være med at sidde med en følelse af tristhed, for hvor er der dog mange museer der er begrænsede af netop montre og bevægelseshæmmende reb mm. i deres formidling af deres samlinger.
I min egen formidlingspraksis arbejder jeg med at udvikle undervisningsforløb og materialer, der gør læringen om vores kulturhistorie sjov og spændende.
Jeg drømmer om en dag at kunne få lov til at overvære flere formidlings- og undervisningssituationer på forskellige museer, med det for øje, at hjælpe formidlingsafdelingerne med, at justere deres forløb, som generelt har gode intentioner og masser af læringspotentiale.
Hvis børnene oplever inddragende og inspirerende undervisningsforløb på museerne, er jeg sikker på, at det kan være med til at få flere børn og unge til at komme på museerne, i deres fritid.

​

08-03-18